Lidt historie om Vium-Hvam-området skrevet af Svend Aakjær:“Vium-Hvam-området eller det gamle Vium Sogn er domineret af landsbyerne Vium og Hvam.

Vium er et virkeligt gammelt sted, hvor en egentlig beboelse nok går helt tilbage til omkring år 1000 - i hvert fald tyder det på, at den første kirke blev opført i 11-1200-tallet. Det var en
trækirke, der senere er blevet afløst af vor nuværende kirke.

Ordet Vium stammer utvivlsomt fra ordet Vi (oprindeligt Vie), der var betegnelsen for et hedensk offersted/helligdom.

Hvam by er langt yngre, og man støder første gang på navnet i 1498, dog hed det dengang Huamme, og senere i 1664, hvor betegnelsen var Nederhuamb. Kan man spore en tysk oprindelse, er den sikkert forbundet med tilgangen af de mange såkaldte kartoffeltyskere.

Hvam har stået for langt den største udvikling i sognets historie, idet hedegården “Neder Hvam” er vokset til den driftige landsby, som vi kender i dag.
Neder hvam, som flere ejere havde planer om at udvikle til en herregård, var i 1700-
tallet et livligt sted, for den indeholdt en kro - som trods manglende privilegium fra datidens konge - trivedes godt. Det var ikke mindst de mange studedrivere, som på vandringerne med deres dyr langs hærvejen mod syd søgte “tilflugt” på hærvejskroen i Neder Hvam. Her var et ideelt sted, for Hvam sø var dengang virkelig en sø, der kunne vederkvæge de tørstende stude, og deres drivere kunne så til gengæld selv slukke tørsten på kroen i Neder Hvam.

Apropos søer, så var sognet dengang meget vandrigt. Foruden nævnte Hvam Sø var der søer i Papsø, Vium Mose, Kongemosen, Båstrup og ikke mindst Nipgård, der dog stadig har status af en sø, selvom den oprindelige sø i 1683 blev reduceret med 30 ha.
Af de gamle søområder var især Båstrup Sø et vådområde af format, idet den gik fra Hornskov til Demstrup Skel.

Vium Sogn er et kuperet terræn med bakker af en anselig størrelse såsom Stenhøj (87 m) og Grevens Høj (86 m). Skovbeplantningen domineres af Stendal Plantage i vest, der er en del af den samlede Alhedens Plantage med den lokale skovriddergård “Stendalgård”.

Lad det være nok med naturen i denne omgang, og lad os kaste et blik tilbage i tiden og se på vore forfædre i sognet.

Her lyser naturligvis Steen Steensen Blicher op, og som bekendt blev digteren og jægerpræsten født i Vium Præstegård den 11.10.1782.
Blichers far, Niels Blicher, var præst i Vium fra 1779-95, og familien boede i Vium Præstegård, indtil Blicher nåede konfirmationsalderen. Blicher var allerede som dreng et naturmenneske, der flittigt udforskede området i Vium - rask og rørig, som har var. Rask var han derimod ikke ved fødslen i præstegården, idet han nærmest var skindød ved sin ankomst til denne verden. Han klarede dog skærene, hvad alle litteraturvenner sikkert vil prise sig lykkelige for.

Det vil her føre for vidt at komme ind på Blichers forfatterskab, men nævnes skal dog “Skytten på Aunsbjerg”, som Blicher i sin beretning gjorde udødelig. Vilhelm Skytte har da også lagt navn til vejen fra Vium mod Hvam, den vej han så ofte har redet på, når han for herremanden på Aunsbjerg skulle inspicere områderne vestpå i skovdistrikterne.
Skytten Vilhelm, hvis rigtige navn var Guillaume de Martoniére, ligger iøvrigt begravet på kirkegården i Vium med et stort smedejernskors som gravminde.

I Vium by har alle vejnavne tilknytning til Blicher og hans digtning.

Nu vi er ved Blivher-minderne, skal nævnes, at stuehuset i Vium i den tidligere forpagterbolig bærer en mindeplade, der fortæller, at på denne plads stod Blicher- familiens oprindelige gamle stuehus, som iøvrigt blev ødelagt ved en brand. Nævnes skal også mindestenen over Blicher - stående ved parkeringspladsen i Vium by.

Vium Sogn har opfostret andre personligheder end Blicher såsom forstmanden Bang, politikeren H.J. Hansen og præsten Mas Lund.

Godset Aunsbjerg ligger som bekendt ikke i Vium-Hvam-området, men flere ejere af herregården trækker mange tråde til stedet og bygninger i Vium Sogn. Dette gælder ikke mindst gården “Marsvinslund” og Vium Kirke, som kort er nævnt.

Her skal tilføjes, at kirken, der er bygget i flere tempi, består af romansk kor og skib og et sengotisk tårn i vest. Desuden indeholder kirken et våbenhus i syd, og i nord er der en korsarm med kapel i kælderen. Inventaret er rigt og sjældent, og i relation til Aunsbjerg kan nævnes, at altertavlen fra senrenæssancens stil indeholder våben fra datides herremand på Aunsbjerg, Jørgen Marsvin. Alterkalk og disk er skænket af etatsråd Steen de Steensen, en morbror til Blicher og en senere ejer af Aunsbjerg. Mange andre ting er skænket til kirken i Vium, der altid har haft stor bevågenhed fra de forskellige herremænd på Aunsbjerg. Blandt nutidige givere skal bestemt nævnes Herluf K. Hansen, Skødstrup, der er født i Vium, og hvis far var degn og kirkesanger i Vium Kirke. Herluf K. Hansen har flere gange betænkt sin barndoms kirke med rige gaver, således har han f.eks. skænket 2 af de 3 klokker, der sidder i kirketårnet. Der kunne fortælles meget mere om Vium Kirke, men vi skal jo stoppe et sted. Måske skulle vi tilføje, at døbefonten er speciel ved at være en såkaldt “løvefont” af granit.

Gården “Marsvinslund” har navn efter nævnte herremand Jørgen Marsvin, som i 1654 samlede landsbyen Båstrup til den “lille” hovedgård, der iøvrigt fulgtes med Aunsbjerg til 1732, hvor den blev solgt. “Marsvinslund” har siden haft mange ejere, indtil den i 1924 købtes af Søren Møller, hvis efterkommere nu ejer den smukke gård. Hovedbygningen, der er helt speciel, er fredet i klasse B.

I et lille tillæg til omtalen af naturen i sognet skal nævnes de mange fredede oltidsminder/-høje i vort område, og de vidner jo også om tidligere tiders aktivitet og liv. En overgang var der ikke færre end 43 af disse høje, og skulle enkelte nævnes, må det blive Korshøj, Tinghøj og Troldhøj.

Sidstnævnte giver lejlighed til at komme over i noget mere nutidigt, idet vi i dag har en anden “Troldhøj”. Nemlig den integrerede institution Troldhøj, som på en god måde på flere områder har erstattet vor nedlagte skole. Sammen med befolkningens overtagelse af sognegården og tillige med et rigt foreningsliv er vi stadig i stand til “at komme hinanden ved” i området og betragte os som en lille helhed i storkommunen - en helhed, som vil være i stand til at gøre opmærksom på sin eksistens.

Endelig må vi ikke glemme - ovenpå den historiske gennemgang - at Vium-Hvam- området i dag huser såvel storindustri som mange gode håndværksforetagender. Sammen med et godt samarbejde sognets beboere imellem er der god grund til at tro på vort gamle sogns overlevelsesmuligheder og dermed leve op til vore gamle for- fædres arbejde og initiativer.”